Hej, jeg er Olivia.

Jeg er eventyrer. Det tog mig lang tid at finde ud af, at jeg kunne bruge lige netop det ord om mig selv.

Jeg er ordblind og fik at vide, at jeg ikke kunne gå i gymnasiet, fordi mit engelsk ikke var godt nok. På en eller anden måde endte jeg alligevel med en ph.d. i fysik fra DTU. Vejen dertil var ikke ligefrem lige, og på et tidspunkt gik den blandt andet forbi en cirkusskole.

Jeg har fået at vide mange gange, at der var ting, jeg ikke kunne. Det har som regel bare givet mig endnu mere lyst til selv at finde ud af, om jeg rent faktisk kunne. Min første tanke er ofte: Hvorfor ikke? Nogle gange efterfulgt af: Jeg giver det lige et forsøg.

I lang tid tænkte jeg, at eventyrene nok var noget, jeg på et tidspunkt ville vokse fra. Man har sit sabbatår, sine store rejser og sine eventyr, og så bliver man voksen og begynder at være lidt mere fornuftig.

Men efterhånden er det gået op for mig, at jeg måske ikke behøver at vokse fra det.

Jeg tror, jeg føler mig mest hjemme, når jeg vandrer.

Jeg har vandret alene gennem bjergene i Kirgisistan og Tadsjikistan, besteget Irans højeste bjerg på 5.610 meter og vandret og rejst gennem irakisk Kurdistan, Libanon, Syrien og en hel del andre steder.

Der er noget ved at bevæge sig gennem et land til fods. Det går langsomt. Jeg kan kun have det med, der kan være i min rygsæk, og jeg må tage tingene, som de kommer.

Mit mål er egentlig bare at bevæge mig fra A til B. Jeg kan planlægge en rute og pakke min rygsæk, men resten ved jeg ikke rigtig. Vejret ændrer sig, en flod kan være umulig at krydse, nogen inviterer mig hjem, eller den vej, jeg havde tænkt mig at gå, viser sig slet ikke at være en vej. Så ændrer jeg planen.

Og på en eller anden måde bliver nogle af forskellene mellem mennesker mindre vigtige, når man mødes på den måde.

På Damavand i Iran pegede en kvinde engang på mit tørklæde og sagde, at jeg skulle tage det af.

“Heroppe i bjergene er vi alle frie.”

Den sætning har jeg tænkt på mange gange siden.

Jeg kommer ofte hjem med flere spørgsmål end svar. Mine rejser har gjort mig mere nysgerrig på politikken i de lande, jeg besøger, på de mennesker, jeg møder, men også på mig selv og på etikken i den måde, jeg rejser på.

Hvilke risici er jeg villig til at tage? Hvilket ansvar har jeg, når jeg rejser ind i andre menneskers hverdag? Hvornår er jeg nysgerrig, og hvornår går jeg for langt?

Dem, jeg møder, stopper med at være mennesker, jeg kun hører om i nyhederne. De får navne. Nogle møder jeg kun en eftermiddag. Andre ender jeg med at bo hos, vandre med eller komme tilbage og besøge igen og igen. Nogle bliver tætte venner, som jeg holder inderligt af. Jeg giver meget af mig selv, og de giver også meget af sig selv til mig.

Men jeg er ikke journalist. Jeg er “bare” en vandrer. Og først og fremmest er jeg gæst.